Danmark har som udgangspunkt en cykelvenlig geografi og et cykelvenligt klima. Afstandene er forholdsvis små og terrænet jævnt. Alligevel oplever cyklisterne mange barrierer i en travl hverdag. Her ligger der en udfordring og venter på at udvikle en mobilitet, der møder elcyklen som den nye teknologi, der eksempelvis lige netop overvinder de marginaler som skiller familien fra at erhverve bil nummer to. Cyklen er ikke som teknologi afgørende ændret i 100 år. Nu er muligheden til stede for at bruge den nye teknologi til at gøre turlængderne større, få nye målgrupper op på cyklen og i det hele taget styrke cyklens andel af transportarbejdet. Det stiller nye krav til cykelinfrastruktur, trafiksikker planlægning og lavpraktiske forhold på en arbejdsplads – såsom let adgang til opladning af batterier i stuetemperatur.

Hvordan er landet bundet sammen som cykelland?

Det er først og fremmest de nationale cykelruter, som forbinder landsdelene. Der er fokus på at udvikle de nationale cykelruter, hvor skiltningen får et løft i disse år. Det giver god mening, at de nationale cykelruter får oplevelseseftersyn, således at de både fungerer som den umiddelbare og lette adgang for bybefolkningens fritidscykling, og som et godt visitkort der viser det bedste frem for feriecyklister. Hvordan man kan give en national cykelrute et kvalitetsløft, og hvordan det kan finansieres – det kommer idékataloget med nogle eksempler på.