Landsbyernes overlevelse er mange steder blevet helt afhængig af at være en del af et fleksibelt arbejdsmarked – ikke mindst de landsbyer, der ligger indenfor en realistisk cykelafstand af større provinsbyer. Til dette formål er det helt afgørende at have gode cykelforhold, som både kan være cykelstier langs større landeveje – eller mindre befærdede kommuneveje. I begge tilfælde er det helt afgørende, at deres miljø bearbejdes med blik for cyklistens specifikke behov og hastighed. Eksempelvis kan det være vigtigt at tilføre læhegn langs betydningsfulde cykelruter i det åbne land, således at udformningen bidrager til at gøre cyklen anvendelig en større del af året.